Sommeren går nu på hæld, og vi ser frem til sensommerens mange spændende kunst- og kulturoplevelser.

Faurschou Foundation: Recent Acquisitions

Tracey Emin: The More of You the More I Love you, 2016. Faurschou Foundation. Billede lånt fra faurschou.com

Den 17. august åbnede Faurschou Foundations udstilling Recent Acquisitions, der præsenterer en lang række nye erhvervelser i samlingen. På udstillingen vil værker af Elmgreen & Dragset, Tracey Emin, Anselm Kiefer, Paul McCarthy, Bjarne Melgaard og Ai Weiwei kunne opleves. Udstillingen giver derfor et indblik i Faurschous mangefacetterede samling, og Culturebites har haft fornøjelsen af at oversætte kataloget i forbindelse med udstillingen. Læs mere på www.faurschou.com

Sorø Kunstmuseum: Revolutionens billeder

Revolutionens billeder. Billede lånt fra sorokunstmuseum.dk

På Sorø Kunstmuseum kan den russiske avantgardekunstner Alexander Rodchenkos fotografier, foto-collager og plakater opleves fra og med den 25. september. Rodchenko revolutionerede fotografiet med sine skæve og overraskende vinkler, og med jurist og politiker Hermod Lannung, som havde forbindelser til Sovjetunionen, får vi på Sorø Kunstmuseum også et dansk blik på den russiske revolution og dens billeder. Culturebites har oversat tekster til kataloget for Revolutionens billeder fra engelsk til dansk, samt sponsoreret den danske korrektur. Læs mere på www.sorokunstmuseum.dk

Museum Østjylland: Oldtidsudstilling

Billede lånt fra museumoj.randers.dk

I forbindelse med Museum Østjyllands nye permanente oldtidsudstilling i Randers har Culturebites korrekturlæst en række engelske tekster. Museum Østjylland dokumenterer Randersegnens historie fra oldtiden til i dag og har afdelinger i både Randers, Ebeltoft og Grenaa. Læs mere om de mange andre nye udstillinger i 2017 her: museumoj.randers.dk

Nordatlantens Brygge: SUPERBLACK

Kristín Gunnlaugsdóttir / Margrét Jónsdóttir. Billede lånt fra nordatlantens.dk

Den 2. september åbner udstillingen SUPERBLACK på Nordatlantens Brygge. Her kan man opleve de to islandske kunstnere Kristín Gunnlaugsdóttirs og Margrét Jonsdóttirs værker, henholdsvis maleri og keramik. Den mørke og dystre tone i SUPERBLACK præger begge kunstneres værker, og farven er – med Nordatlantens Brygges ord – ”for de to kunstnere også et passende udtryk for en aktuel sinds- og samfundstilstand”. Culturebites har oversat katalogteksterne fra dansk til engelsk. Læs mere på www.nordatlantens.dk

LiteraturHaus: Reverse 2017

Reverse 2017. Billede lånt fra instagram.com/reversecph

I LiteraturHaus på Møllegade kan man fra den 31. august til og med den 2. september opleve den internationale poesifestival Reverse. Her har Culturebites bidraget med en lille udstilling om dadaismen, der dels giver et tilbageblik på en periode præget af meningsløshed, dels vender blikket fremad og undersøger, hvordan periodens kunstnere og visuelle digte har påvirket samtidens digtere og kunstnere. Se hele festivalens program her www.reversecph.com eller på Facebook.

Gerda Thune Andersen i næste nummer af Kunstavisen

Billede lånt fra munkeruphus.dk

I næste nummer af Kunstavisen kan man læse Annemette Foghs anmeldelse af Munkeruphus’ udstilling Værk og værksted nr. 2 med Gerda Thune Andersen. I forbindelse med kunstnerens 85-års-fødselsdag inviterer Munkeruphus os ind i Thune Andersens værksted, når hendes atelier fra Tibirke Bakker genskabes i 1:1 i det rum, hvor Gunnar Aagaard Andersen engang havde atelier. Udstillingen løber fra den 17. september til den 5. november 2017.

Uffe Raupach i Kunstavisen til efteråret

Billede lånt fra raupach.dk

I efteråret kan man i Kunstavisen læse Annemette Foghs interview med Uffe Raupach. Uffe Raupach, der er creative director, startede som ung med at lave fotocollager og har gennem årene arbejdet sig frem til sit eget særegne udtryk, som nogle måske kan genkende fra DR’s ”Historien om Danmark”. Læs mere om Uffe Raupach og se hans værker på www.raupach.dk/

Raadvad: Sommeråbne Værksteder

Billede lånt af Augusta Atla.

I starten af juni havde vi fornøjelsen af at være inviteret til Sommeråbne Værksteder på Raadvad. Her kunne man bl.a. opleve billedkunstner Augusta Atla, der solgte ud af sine tegninger og sin grafik. Augusta Atla har flyttet atelier og sidder nu sammen med en række andre kunstnere og kunsthåndværkere. Derudover har hun også fået ny hjemmeside www.augustaatla.com, hvor man ikke bare kan se hendes nyeste værker, men også købe dem.

Vil I nå ud til flere?

Har I brug for en målrettet kommunikationsstrategi eller hjælp til jeres næste nyhedsbrev? Culturebites indgår samarbejde med Skriv klart, der er stiftet af to tekstforfattere, Rikke Iversen og Kirstine Green. Skriv klart er specialiseret i at kommunikere i øjenhøjde og løser tekstopgaver for virksomheder, organisationer og kommuner. Ring og hør mere på tlf. 22 36 05 67 eller læs mere på www.skrivklart.dk